Dansk Håndbold Forbund indfører digitalt håndboldpas

Pressemeddelelse fra Dansk Håndbold Forbund:

Under den lange lockdown af Håndbolddanmark har Dansk Håndbold Forbund arbejdet på at sikre medlemmernes data og gøre medlemsregistrering lettere for både klubber og forbund. Det kalder vi for Håndboldpasset – og det er snart på vej til alle spillere, trænere, dommere, foreningsledere og andre frivillige.

Efter en succesfuld udrulning af Håndboldpasset på Fyn, er Dansk Håndbold Forbund snart klar til at gå i luften med den landsdækkende udsendelse. Det betyder, at samtlige håndboldspillere, -trænere, -dommere, foreningsledere og andre frivillige vil modtage en mail med deres personlige Håndboldpas i løbet af uge 17.

Håndboldpasset er dit bevis på, at du er aktiv i dansk håndbold, og er blandt andet blevet indført for at gøre det nemmere for klubber og forbund at administrere data. Det frigiver tid, som de frivillige kan bruge på mange andre gode måder for foreningen. Du hjælper altså din klub, når du aktiverer og opdaterer dit Håndboldpas.

Håndboldpasset skal også bruges til at sætte holdkort, så man bedre kan sikre, at den rigtige spiller kommer på holdkortet. Håndboldpasset gør det også lettere at skifte klub og giver os bedre mulighed for at holde vores medlemmer opdaterede på, hvad der sker i dansk håndbold. Sidst men ikke mindst hjælper det din klub og Dansk Håndbold Forbund med at få ryddet op i nye og gamle data i systemerne og til at overholde GDPR-lovgivning.

Læs mere:  Flensburg-dansker tror stadig på Final4: Det kan gå meget hurtigt mod Aalborg

Håndboldpasset er derfor vigtigt både for Dansk Håndbold Forbund, din klub og dig selv, og derfor skal du huske at aktivere det og opdatere dine oplysninger, når du modtager mailen med dit personlige Håndboldpas i din indbakke.

Hvornår får jeg mit Håndboldpas?

I løbet af uge 17 vil du modtage en mail med et link til dit eget Håndboldpas – husk også at tjekke din spammappe, da mailen nemt kan havne der.

Håndboldpasset er helt nyt, og derfor kan du sikkert sidde med nogle spørgsmål, du ikke nødvendigvis har fået svar på her. På vores hjemmeside har vi samlet al information om Håndboldpasset. Her kan du også se en video om, hvordan du aktiverer dit personlige Håndboldpas, når det lander i din indbakke.

Gå til https://www.haandbold.dk/haandboldpas for at læse mere.


hbold.dk