Ida Hummeluhr

Møllgaard om CL-kvartfinale: "Jeg tror ikke, at Flensburg sidder og græder"

I maj måned møder Aalborg Håndbold tyske SG Flensburg-Handewitt, når deres to Champions League-kvartfinaler løber af stablen. I den forbindelse kommenterer Henrik Møllgaard de kommende modstandere til HBOLD.


SG Flensburg-Handewitt er det næste hold, der venter for Aalborg Håndbold i Champions League.


Men hvad tænker danskerne egentligt om den modstander, og hvad betyder det for Møllgaard, at de slog det tyske storhold hele to gange i sidste sæson? Møllgaard svarede følgende:


Det giver noget tro på, at det ikke er umuligt,” sagde han, hvorefter han fortsatte:


Og jeg synes egentligt også, at tyske hold ligger sådan okay til os. Og så er det heldigvis spillere, som vi kender rigtig godt. Men det er jo den anden vej rundt også. Jeg tror ikke, at Flensburg sidder og græder over, at det er Aalborg de skal møde“.


Om Flensburg sidder og græder over at skulle møde Aalborg eller ej, så er faktum, at de nordjyske spillere har overhånden efter sidste Champions League-sæson.


Vi slog dem to gange sidste år, så det bliver virkelig spændende. Ja, jeg synes, at det er et bedre hold, end det vi mødte sidste år. De skrantede en lille smule, og der var også nogle spillere, som ikke var i deres prime,” sagde en Henrik Møllgaard, der udemærket er klar over, at Flensburg ofte kan være en stor mundfuld for de fleste hold.


Ja, faktisk har Møllgaard tre spillere, som han særligt vil fremhæve fra Flensburg-truppen:


Jeg synes, at tilførslen af Mensah har været vanvittig vigtig for dem. Jim Gottfridsson spiller noget af det bedste håndbold, jeg nogensinde har set ham spille. Wanne er, måske, verdens bedste venstrefløj lige nu. Så de er også flyvende og ligner et hold, som også går hen og bliver tyske mestre. Så jeg synes, at det er en anden opgave end sidste år. Men vi vandt dernede for fuld hal, så mon ikke også, at vi får to spændende kvartfinaler – det er jeg sikker på,” sluttede Møllgaard, inden han velfortjent kunne gå ind i omklædningsrummet for at nyde en øl eller sodavand med holdkammeraterne.


De to kvartfinalekampe spilles hhv. 12. maj og 19. maj.


MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER