Nikolaj Jensen

Morten Olsen overrasket over modløst kroatisk hold: -De spillede ikke for at komme videre

Kroatien var modløse fra start til slut og fik aldrig sendt nogen som helst signaler om, at de ville noget som helst, siger Morten Olsen, der var overrasket over EM-sølvvindernes forfatning.


Udgangspunktet var ikke til at tage fejl af for Lino Cervars kroatiske tropper. Det var alt eller intet for kroaterne, der pludselig fik en livline ved, at Argentina tabte til Qatar.


For videre avancement skulle der en sejr til over Danmark. Men ikke på noget tidspunkt kunne Morten Olsen få øje på de Balkan-glødende øjne, der plejer at stråle højt og lyst under ethvert mesterskab i jagten på medaljer.


Læs også: -Trist at se Kroatien sådan, erkender Mads Mensah efter knusende sejr


Morten Olsen var ganske overrasket over modstandernes indstilling eller mangel på samme.


-De var meget modløse. De virkede ikke som et hold, der virkelig troede på det. Det virker som om, at de havde for meget i hovedet, men jeg kunne slet ikke se et hold, der ville gå vejen, siger Morten Olsen tirsdag på det digitale pressemøde og fortsætter:


-Inden kampen gav det et indtryk af og sagde, at de spillede for at komme videre. Men Kroatien var ikke et hold, der havde helt store vildskab eller lyst at gå videre. Det virkede sgu ikke som om, det kom fra hjertet af.


-Selvom de kommer foran med to mål to gange i starten af første halvleg, så virkede det ikke som hold, der virkelig kæmpede for kvartfinalen. De har spillet dårligt i hele turneringen. Jeg har set Kroatien kæmpe meget mere, dække meget hårdere op og virkelig gøre det svært for modstanderne.


Landstræner Nikolaj Jacobsen har ikke så meget at sige til det kroatiske kollaps.


-Jeg vil ikke sige så meget om det. Det er ikke mit område. Men jeg tror godt, vi kan sige, at det var et kroatisk hold i anden halvleg, som ikke er i balance i øjeblikket, siger han.


Læs også: Kroatien i frit fald efter trænerfyring midt under VM: -Det er enormt dårlig stil og synd for spillerne, mener ekspert


Efter kampen snakkede den 36-årige GOG-profil med flere af de kroatiske profiler, der også gav udtryk for, at de ikke følte sig helt tilpas i den egyptiske VM-boble. Det var tydeligt at se i kampen, siger han.


Den danske bagspiller har bokset og kæmpet en brav kamp med højrehåndens lillefinger, der har været voldsomt under belastning.


Han fortæller dog, at den er i bedring, og den ikke hæmmer ham synderligt mere, og det har betydet en anelse mere spilletid, end han faktisk er vant til i slutrunde- og landsholdsregi.


-Min finger har det rigtig godt. Samlet spiller jeg mere, end jeg plejer. Det kan jeg ikke helt brokke mig over, siger han.


Læs også: Landstræner tror på kampklar Niklas Landin: -Jeg har ikke hørt andet


I 38-26-sejren over Kroatien fik Olsen ikke ét minut på banen og kunne nyde det danske storspil fra bænken.


-Det er klart, man vil gerne være med på banen især til sådan en kamp, der forløb som den gjorde. Alle havde det sjovt, men jeg ville da gerne have spillet, slutter han.


Onsdag er det alvor. Slut med bløde kampe. Knald-eller-fald mod Egypten i kvartfinalen, hvor vinderen kan forberede sig på at rejse hjem tomhændet.


Mest læste på EUROPAMESTER.DK

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER