Nikolaj Jensen

Ajax-chef nægter at føle sig sikker på overlevelse: -Intet er afgjort endnu

Der skal store håndboldforbandelser til, at Ajax efter grundspillet havner på ligaens sidsteplads og direkte nedrykning til 1.division. Selvom københavnerne lige nu er tættere på en plads i slutspillet end bundplaceringen, så understreger træner Dennis Bo Jensen, at intet er afgjort endnu.


Ajax København er vokset med opgaven, har taget rollen som drillepind på sig og presser alle hold – senest det uafgjorte resultat mod Herning-Ikasts pokalmestre.


Holdet fra Vesterbro har i mange sæsoner været ligaens prygelknabe og modtaget mange tæsk. Men det er slut nu. Man har fået etableret sig, opbygget et sikkert og stærkt koncept, som høster mange point og selvtillid.


Men du får ikke Dennis Bo Jensen til at sige, at Ajax fuldstændig er fredet fra bundstriden, selvom holdet har ni point og en 10. plads på nuværende tidspunkt. Det kan hurtigt ændre sig.


-Det er vigtigt for mig at sige, at vi på ingen måde føler os sikre endnu. Jeg er ret overbevist om, at én af kampene mod Skanderborg og Horsens SKAL vindes for at være sikre. Der skal dog ske mirakler for dem, hvis vi vinder over Skanderborg i dag og vi kommer på 11 point. Men jeg er ikke sikker på, at vores ni point lige nu er nok. Så vi skal blive ved med at klø på, siger Dennis Bo Jensen til Europamester.dk.


-Sæsonen er ikke slut, før nedrykningsslutspillet er spillet.


Læs også: Skanderborg-træner storroser Ajax: Hatten af for deres arbejde


Spørgsmål: Bruger I tid på at snakke om det internt i truppen?


-Nej, det gør vi ikke. Mine spillere er heldigvis meget ærgerrige og vil have mere. Vi glæder os over de point og sejre, vi får. Men vi ved godt, det hele tiden er hårdt arbejde. Vi kigger hele tiden en kamp fremad, uddyber han.


Næste kamp venter lørdag eftermiddag på hjemmebanen i Bavnehøj Hallen, når Skanderborg kommer på besøg.


-Det bliver en svær kamp. Men vi er inde i en god periode, vi træner godt og forsøger hele tiden på at blive en lille smule bedre og klogere. Vi har fået minimeret vores tekniske fejl, så vi kan få lov at stå nede i forsvaret med dygtige målvogtere bag.


-Energi skaber god energi. Vi er blevet ved med at træne og tro på vores koncept. Jo flere gentagelser du får i dit koncept, jo større sikkerhed bliver der i det. Vi har mange unge spillere, som er en del af en læreproces.


-I starten af 2019 startede vi med at vinde i Randers og fik en del i point i januar. På den måde har vi haft en tryghed i, at vi kan gøre det her. Men nu vandt Horsens over Aalborg og taber vi til Skanderborg, så er der ikke så langt ned til bunden længere, slutter Dennis Bo Jensen af.


Hvem der hiver de to vigtige point til sig, kan du finde ud af ved at følge dette link fra klokken 14.40 i eftermiddag.


MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER